Ærkerivaler samarbejder om Fair Fans Cup
Siden 1994 har Danske Fodbold Fanklubber (DFF) årligt afholdt et officielt indendørs fodboldmesterskab for landets fanklubber. I år står fanklubberne fra HB Køge og FC Roskilde i fælleskab for planlægningen og afviklingen af den traditionsrige fodboldturnering, der tiltrækker fans fra hele landet.
 
HB Køge og FC Roskilde og deres fans er ærkerivaler når klubberne mødes på banen i NordicBet LIGAEN, men når der ikke dystes på banen og tribunerne så har DFF og foreningens medlemmer altid søgt at fremme samarbejde og den gode tone mellem fans af forskellige klubber - uanset tilhørsforhold. Til gavn for alle fans. Og netop godt samarbejde og god tone har der været hele vejen i planlægningen af dette års fodboldmesterskab, der afvikles i Hal C1+2 i Bauhaus Arena i Roskilde lørdag den 27. januar. Der er gratis adgang for tilskuere til turneringen.
 
"Samarbejdet er nærmest gået over al forventning. Selvom vi normalt er konkurrenter på banen og tribunen så har alle involverede været indstillet på at stå sammen og vise, hvad vi i fællesskab kan overkomme og hvad vi hver især står for. Det har været en fornøjelse at opleve det samarbejde, og det er præcis det, som medlemskabet af DFF kan gøre. Det kan være med til at bygge broer, knytte bånd og skabe relationer, og vi glæder os alle helt sindssygt til at sparke gang i turneringen den 27. januar", fortæller de to Fan formænd, Steen Christensen og Anders Christensen.
 
20 hold fra hele landet deltager
Årets mesterskab går under navnet Old Irish Pub Fair Fans Cup 2018, og det er et stort tilløbsstykke.
 
Alle officielle fanklubber fra Superligaen og fra Divisionerne, kan stille med hver to hold á 7 mand. Det er et stort tilløbsstykke og i år deltager 20 hold fra klubber som F.C. København, AaB, FC Midtjylland, Agf og B 93. Og naturligvis også fra både HB Køge og FC Roskilde, 
 
Turneringen sparkes i gang lørdag den 27. januar kl. 9.00, hvor den første kamp spilles i Bauhaus Arena. Turneringen fortsætter hele dagen, og finalen forventes afviklet omkring kl. 18.00, hvorefter der er fællesspisning og for alle deltagerne. Efter spisningen vil Joy Mogensen, borgmester i Roskilde, komme forbi og overrække vandrepokalen til årets vindere af Old Irish Pub Fair Fans Cup 2018. Dommerlegenden Kim Milton kaster ekstra glans over arrangementet og vil dømme finalen.
 
Wildcard til tidligere Superligaspillere
For at skabe lidt ekstra show ved turneringen har arrangørerne i år valgt at tildele et Wildcard til fodboldholdet FC Græsrødderne, der består af en række tidligere professionelle fodboldspillere. FC Græsrødderne vil deltage i de indledende gruppespil og kan bidrage med lidt show og give de andre deltagere en sjov oplevelse, men vil ikke kunne spille med om den samlede sejr i turneringen.
 
Man har valgt at invitere FC Græsrødderne med til de indledende runder for at gøre lidt ekstra ud af det, og det bliver sjovt f.eks. at kunne møde en spiller som Poul Hübertz, der er fra Roskilde, men som har spillet i flere forskellige danske topklubber.
 
Mange sponsorer
Et arrangement af denne størrelsesorden kan ikke afvikles uden en række sponsorer. Årets hovedsponsor er Old Irish Pub, der i dag har op mod 30 pubs rundt om i hele landet.
Det er en helt perfekt samarbejdspartner og sponsor for turneringen, og fanklubberne er glade for at have dem med. Mange fodboldfans kender i forvejen Old Irish Pub og besøger dem før og efter kampene lokalt i forbindelse med fodboldkampe rundt om i landet. Vi er meget glade for den store støtte, og glæder os til efter spisningen at kunne fortsætte festen på Mulligans Pub i Roskilde, der er ejet af Old Irish Pub-kæden.
 
Også RB1906, Comwell, Skiltemontøren og Bauhaus har støttet flot op om turneringen, ligesom der i år er lavet en aftale med NordicBet, som laver odds på kampene og gør det muligt spille på vinderen af turneringen.