Storkamp i vente

Efter sidste uges udebanenederlag, hvor hele byens hold måtte strække gevær mod Skive, venter der nu endnu en svær kamp - denne gang hjemme mod Vejle Boldklub Kolding.

Vi er i en svær periode, hvor spillet ikke rigtigt flyder som vi ønsker det. Generelt er pointhøsten i den meget svære 1. division godkendt, men vi ville nu gerne have stået med et par point eller tre mere på nuværende tidspunkt. Spillerne er igennem en hård mental periode, hvor de skal se indad og grave dybt i sig selv, for den eneste måde at finde tilbage til den positive spillemæssige rytme er, slet og ret, at arbejde en vis legemsdel ud af bukserne.

Søndagens modstander er den traditionsrige storklub Vejle Boldklub Kolding, der absolut er en af de seriøse kompetanter i oprykningsspillet til superligaen. De har et helt andet "set up" end vi har her i Roskilde, og er et af de fuldtidsprofessionelle mandskaber, der har en stor fordel i forhold til os andre.

Men fodbold er lunefuldt og her på vores hjemmebane kan vi drille de fleste. Så lad os håbe, at det hele søndag kan gå op i en højere enhed, hvor vi - gennem hårdt arbejde - får det flow i spillet som vi startede sæsonen med. Sker det kan vi godt drille de store fra det østjyske, og vi kunne godt bruge at få tanket lidt på selvtilliden inden torsdagens pokalbrag mod vore naboer fra HB Køge - og selvfølgelig få sat nogle vigtige point ind på kontoen, så vi kan holde os på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Kampen starter kl. 13 og vi håber på stor støtte på lægterne, da vi har brug for al den støtte, vi kan få. Samtidigt er det ikke hver dag vi møder en så stor modstander i Roskilde Idrætspark, så kom og se den spændende kamp.

Vel mødt!