Næstved – FC Roskilde 1-0

FC Roskilde måtte desværre igen indkassere et nederlag i dagens bundgyser mod Næstved – og faldt ned under nedrykningsstregen og byttede dermed plads med Skive, som fik 1-1 mod AB i deres kamp i dag. Og netop Skive og FC Roskilde skal mødes i næste runde.

De seneste kampe, har FC Roskilde tilspillet sig en del målchancer, som desværre sjældent er blevet udnyttet, men i dag kneb det med at komme frem til de store chancer.

Som et par tilskuere på tribunen sagde, så har FC Roskilde gode spillere og de ser ud til, at følge en god taktik – men det er som om, der mangler den sidste energi og tro på de ting spillerne gør. Og det er egentlig godt set. For det er som der lige mangler det sidste i flere af spillets facetter – og det er der ikke råd til, hvis der skal point på kontoen. Og det skal der meget gerne igen. Og meget gerne allerede på næste søndag.

Kampen på et solbeskinnet Næstved Stadion startede lidt forsigtigt da holdene lige skulle se hinanden an. Der var et par mere eller mindre tandløse forsøg i begge ender og først efter 24 minutters spil spiller FC Roskilde en lang bold frem til Jeppe Kjær, der dribler ind i banen og skyder langt ude fra – men desværre forbi mål. Et par minutter senere har Næstveds Daniel S. Jørgensen en mulighed, men banker langt over mål. Næstved havde de mest nærgående forsøg. Et par minutter senere sender de et direkte frispark af sted fra højre side, men Frederik Vang Larsen bokser til hjørnespark. Kort tid efter må Jens Mårtensen redde bolden på stregen.

Alligevel er det FC Roskilde, der er meget tæt på at gå til pausen med en føring. Efter et hjørnespark, samler Ole Budtz bolden op og sparker med venstrebenet fladt i venstre side, hvor stolpen redder for Næstved – returbolden snapper Jeppe Kjær op men en ellers fin afslutning klares flot af den tidligere FC Roskilde-målmand Lasse Sørensen, der stod en fin kamp for Næstved.

2. halvleg startede også lidt forsigtigt, men efter 10 minutters spil lander bolden hos lynhurtige Mustafa Hassen og den tidligere Brøndbyspiller sprinter en halv banelængde og sender en hård afslutning på stolpen, hvorefter en helt fri Andreas Lissau kan sende bolden ind i et tomt mål.

Efter 77 minutters spil afslutter samme Hassen knaldhårdt helt oppe i krogen fra en spids vinkel, men Frederik får bokset til hjørnespark.

Først få minutter før tid, hvor Ole Budtz er kastet helt frem, får han en hovedstødschance, som dog sniger sig lige forbi målet. Et par minutter efter sparker Jesper Håkansson over mål og til sidst er Næstved tæt på 2-0, da indskiftede Daniel Elly Petersen sparker over sit eget hoved og på mål, men igen klarer Frederik forsøget.

Kort tid efter lyder dommerens sidste fløjt og FC Roskilde måtte rejse tomhændet hjem fra Næstved.

Som en positiv ting kan det dog nævnes, at Emil Nielsen er udtaget til U/19-landsholdets fællestræning mandag og tirsdag, forud for Eliteround (EM-kval.) der spilles i Danmark fra den 23. maj 2012, hvor Danmark møder Cypern, Tyrkiet og Grækenland.

 

KAMPRAPPORT

Kamp:                 Næstved - FC Roskilde 1-0 (0-0)

Tid:                      Søndag, den 20. maj 2012, kl. 15:00

Sted:                   Næstved Stadion

Status:                Betsafe Ligaen

Tilskuere:           1101

Dommer:            Kasper Madsen

 

Startopstilling:

Nr.       Spiller                                         

30       Frederik Vang Larsen

3          Anders Qvist

4          Ole Budtz

5          Casper Grønn (anfører)

6          Jakob Rasmussen

7          Jeppe Kjær

10       Nicolaj Mikkelsen

11       Kevin Bechmann Timm

12       Christian Møller

20       Morten Walldo

22       Jens Mårtensen

 

Kampforløb:

Min.  Status          Spiller                                            

9       Advarsel      Mustafa Hassen, Næstved

51     Advarsel      Jens Mårtensen, FC Roskilde

55     1-0                Andreas Lissau, Næstved

89     Advarsel      Nicolaj Mikkelsen, FC Roskilde

 

Ind- og udskiftninger:

Min.       Ind                                          Ud                                         

45          Jesper Håkansson              Morten Walldo

60          Martin Nielsen                     Christian Møller

60          Lasse Hansen                     Kevin Bechmann Timm

 

Ikke benyttet:

Nr.    Spiller                      

1       Esben Madsen

26     Emil Nielsen

 

Næste kamp spilles i Ørnereden i Roskilde Idrætspark, på søndag den 27. maj 2012, kl. 15:00 – og her kan man virkelig tale om en såkaldt ”6 pointskamp” af den mest spændende karakter. FC Roskilde ligger lige under nedrykningsstregen og Skive ligger lige over.

Kom og støt Hele Byens Hold!