FCR tabte et vigtigt skridt

Dagens kamp var ikke en kamp, hvor lykkens gudinde holdt hånden over FC Roskilde. Faktisk var det "stolpe ud" et par gange og da FC Helsingør først var kommet foran, pakkede de sig godt ned og var svære at få dirket op.

I første halvleg var FC Helsingør gode til at holde fast i deres angreb og sikre, at der altid blev afsluttet. I 2. halvleg forsvarede de deres føring og trak ofte tempoet ud af kampen, når de kunne komme afsted med det. FC Roskilde manglede nok lidt vilje og tro på tingene og den 3-5-2, som var dagens taktiske oplæg, var ikke så sammenhængende som man kunne ønske sig.

Første tegn på det kom allerede efter et minut. Helsingør smutter igennem i FCR’s venstre side, slår bolden ind over, hvor der resolut afsluttes – men i sidenettet.

10 minutter senere slår Azad Corlu et godt indlæg til Christian Hansen, men afslutningen drejes desværre lige forbi målet.

Kort tid efter viser Helsingør igen tænder – indlæg fra deres højre side bliver farligt, men angriberen kommer lidt en postgang for sent. Minuttet efter, går det så galt. To FCR-forsvarsspillere bliver snydt i igen i venstre side, hvorefter Jonathan Nielsen kan sende bolden i netmaskerne til det, der viser sig at blive kampens eneste mål. Den næste periode er Helsingør farlige og har flere gode tilbud, der dog ikke omsættes til mål.

Efter godt en halv times spil, sparker FCR hjørnespark – bolden heades ud af feltet til Rajko Lekic der helflugter resolut – bolden suser dog lige akkurat over mål og lander i nettaget. Ærgerligt, at det ikke går ind. Godt fem minutter senere, sendes en halvlang bold ud til Emil Nielsen, der trækker frem i højre side og sender bolden ind til Christian Hansen – Crille får afsluttet, men bolden tager stolpen og går ud. Igen en super farlig situation, der godt kunne have givet en udligning til FCR.

I starten af 2. halvleg er det FCR, der har en chance efter et minuts spilletid. Azad Corlu bryder igennem, men afslutning bliver spids og går i sidenettet.

Der er kun spillet små 10 minutter, da FCR sender en lang bold frem til Emil Nielsen – Emil lægger fint bolden af til Rajko, der tager den med sig, afdribler en modstander og afslutter flot – men igen var det stolpe ud.

Men Helsingør kunne også – En lang bold i dybden fanger et uopmærksomt FCR-forsvar, men Helsingør-angriberen afslutter, alene med Frederik Vand i målet, også på ”stolpe ud”.

Stadionuret viser 57. minutter, da Azad Corlu sparker direkte frispark. Bolden er lige forbi ”krydset” og lander i nettaget. Herefter var det som om FCR’s afslutninger blev lidt mere ukoncentrerede – først Rajko, så Mikkelsen, har tilbud som alle bankes langt over mål. I to minutters overtid er godt kæmpende anfører Casper Grønn kørt med frem – han afslutter fladt – den rettes af på vejen, men målmanden får fat i den uden de helt store problemer.

Så FCR måtte trække sig ud af denne vigtige kamp, uden point og tabte dermed et vigtigt skridt i topstriden. Man sad med en underlig fornemmelse efter kampen – hvad gik der egentlig galt? Vi har et par gode tilbud, som sagtens kunne give mål – men alligevel føltes det ikke, sådan for alvor, som om vi VILLE det nok i dag. Selvfølgelig er det nemt, at sidde på sidelinjen og spille klog, men det er sikkert og vist, at skal vi helt med op i toppen af tabellen, når det endelige regnskab skal gøres op til sommer, skal der vises mere vilje i de ting man laver. Vi har jo set, at gutterne kan det – så det skal nok komme. Forhåbentlig allerede på lørdag, hvor turen går til Birkerød.

 

KAMPRAPPORT

Kamp:                 FC Roskilde – FC Helsingør 0-1 (0-1)

Tid:                      Lørdag, den 20. oktober 2012, kl. 15:00

Sted:                   Roskilde Idrætspark

Status:                2. division

Tilskuere:           578

Dommer:            Kenneth Sørensen

 

Startopstilling:

Nr.       Spiller                                         

30       Frederik Vang Larsen

2          Michael Stryger

3          Anders Qvist

5          Casper Grønn Larsen (anfører)

9          Emil Nielsen

10       Nicolai Mikkelsen

11       Christian Hansen

15       Nicolaj Hansen

20       Rajko Lekic

21       Morten Jørgensen

22       Azad Corlu

 

Kampforløb:

Min.  Status          Spiller                                                                  

16     0-1                Jonathan Nielsen (FCR)

24     Gult kort      Jeppe Christiansen (FC Helsingør)

57     Gult kort      Bjarke Jacobsen (FC helsingør)

74     Gult kort      Rajko Lekic (FCR)

80     Gult kort      Casper Grønn Larsen (FCR)

90     Gult kort      Sean Elliot Christoffersen (FCR)

 

Ind- og udskiftninger:

Min.       Ind                                  Ud                                                 

59          Martin Nielsen              Emil Nielsen

71          Sean Christoffersen    Morten Jørgensen

88          Ole Budtz                      Azad Corlu

 

Ikke benyttet:

Nr.    Spiller                      

1       Lasse Sørensen

26     Mathias Bølstad

 

FC Roskilde spiller næste kamp på lørdag, den 27. oktober 2012, kl. 15:00 på udebane mod Birkerød.

 

Mød op og støt de lyseblå!