Testkamp Lørdag i Kr. Såby

På lørdag den 23. juli spiller FC Roskilde sin anden testkamp frem mod turneringsstarten den 13. august. Modstanderen er denne gang 2 divisionsklubben B1908, der i sidste sæson trak nitten og var deltager i Vest rækken. Amager klubben klarede dog den store udfordring flot og endte på en 8 plads i sidste sæson.

Det er en lidt anden kaliber modstander end Brøndby, som på fornem vis blev slået i den første testkamp. Men de to næste kampe, hvor vi bevidst møder to lavere rangerede hold, først B1908 og så Vanløse, begge fra 2 division, er målet, at de lyseblå skal afprøve og dygtiggøre sig i det etablerede angrebsspil. Derfor er det altid godt at møde et par lavere rangerede hold, hvor vi må formodes at vi kan være spil dominerende, udtaler sportschef Jesper Sommer.

Kampen der blot er en ud af tre testkampe frem mod turneringsstart, spilles i Kirke Såby på deres glimrende anlæg blot 10 km Vest fra Roskilde. Der er kick off kl. 11, så kom og se hele byens hold i deres forberedelse til turneringsstarten om tre ugers tid. Vi forventer ikke 1200 tilskuere som der var sidst mod Brøndby, men kom og se hele byens hold der jo, som vi ved, spiller ganske god fodbold.