CC Rengøring & Facility kommer med hjertet forrest

20. maj 2021

I januar præsenterede vi CC Rengøring & Facility som ny Plus Partner i FC Roskilde - i dag kan vi fortælle, at de opgraderer deres sponsorat og engagement i klubben, så de nu er Top Partner.

CC Rengøring & Facility bliver dermed en af de største sponsorere i FC Roskilde, hvorfor de også vil være mere synlige i Roskilde Idrætspark fremover, blandt andet i form af bandereklamer.

Direktør i CC Rengøring & Facility, Lars Wilk Røhrmann, har placeret hjertet i FC Roskilde:
“Vi er her med hjertet forrest og hjernen bagerst. Vi tror meget på klubben og de mennesker der står bag projektet i FC Roskilde - hvilket selvfølgelig er medvirkende til, at vi vil lade vores penge arbejde lokalt, hvor vi føler der er brug for os. Nogen skal gå forrest, før vi rykker os, og derfor har jeg kastet hjertet i det her projekt. Som knægt cyklede jeg forbi Roskilde Idrætspark og siden da, har jeg ønsket mig en superligaklub i Roskilde. Vi glæder os til at fortælle meget mere om samarbejdet snart.”

Lars Wilk Røhrmann, CC Rengøring & Facility og Lasse Hansen, FC Roskilde, giver hinanden et Corona-håndtryk på samarbejdet.