Det er med spænding i hele fodboldsjælen, at vi på søndag sætter kursen mod Næstved for at overvære topbraget mellem Næstved og FC Roskild, i et opgør, som virkelig må betegnes som det mest imødesete og spændende opgør i 2. division øst hidtil i denne sæson.

Flere af spillerne på de 2 hold har således tidligere i deres karriere netop spillet på modstanderholdet, og ikke nok med det, Næstved's cheftræner Martin Jungsgaard og sportschef Jesper Sommer har begge, indtil for få år siden, bestridt nøjagtig de samme poster hos FC Roskilde, ligesom de begge også har spillet for Roskilde.

Alene på den baggrund, og ligeledes når man ser på den succes, begge holdene har haft hidtil i turneringen, så er der virkelig lagt op til noget af en herredyst på alle fronter, når de 2 hold mødes på søndag i Næstved.

Det bliver spændende at se, hvordan cheftræner Anders Theil og assistenttræner Marc Thevis blander kortene til kampen, og der er ingen tvivl om, at de får let ved at sætte truppen moralsk op til opgøret, og at holdet fysisk er i topform, ved vi jo alle, så helt sikkert - Næstved får virkelig besøg af et mandskab, som vil kæmpe med  næb og kløer for at tage point med hjem til "Ørnereden".

Efter sigende bliver der i disse dage i Næstved uddelt 2000 gratis billetter til deres fans til kampen på søndag, ligesom i deres forrige hjemmekamp, så derfor er det vigtigt, at så mange FCR-fans som muligt tager med til den spændende udekamp og støtter "de lyseblå".

Med mange trofaste og højlydte tilhængere på lægterne vil holdet fra domkirkebyen givetvis få det ekstra overskud, der skal til for at komme sejrrigt ud af kampen, og derfor opfordrer vi alle, hvis hjerte banker for FC Roskilde, til at tage med til Næstved på søndag enten med FCR-bussen fra Rådmandshaven eller i egen bil med fodboldvennerne, så vi sammen kan være 12. mand for holdet.

God tur til kampen på Næstved stadion på søndag kl. 14 og husk at komme i god tid.