"De lyseblå" fortsætter rækken af sejre på stribe, og er nu oppe på 7 sejre i træk, og intet ser i øjeblikket ud til at kunne stoppe holdets fremmarch, uanset hvem der er modstanderen.

Søndagens 3 - 0 sejr over Svebølle blev dog ikke afviklet med samme overbevisende spil, som i de seneste kampe, hvor FCR nærmest efter behag, spillede sig til målgivende chancer. Denne gang blev sejren dog alligevel sikret på godt og solidt spil mod et heroisk kæmpende mandskab fra Svebølle.

FC Roskilde's sejr blev til efter 3 flotte gennemspillede angreb og blev scoret af Jesper Håkansson, Emil Nielsen og Rajko Lekic, og kunne nemt være blevet meget større, hvis alle chancerne blev udnyttet til fulde. Men det er vel også det, der kendetegner et tophold, at selvom spillet ikke nåede samme højder som i de foregående kampe, gjorde holdet alligevel, hvad der var rigeligt for at sikre de 3 point. Og igen foran et rekordstort publikum.

Denne gang skulle der gå 22 minutter, inden det første mål lå i modstandernes net. Alligevel skal hjemmeholdet roses for at spille med solidt og tålmodigt spil kampen igennem i en sikker tro på, at det rakte, og at chancerne nok skulle opstå, som kampen skred frem.

Svebølle blev da også tydeligt mere og mere møre, og i løbet af 2. halvleg vandt FCR også de fleste nærkampsdueller, som derefter hurtigt blev omsat i nye angreb og chanceskabende afleveringer til frontløberne. Alle mand på hjemmeholdet skal have stor kredit for deres indsats i en kamp, som viste sig at blive lige så svær som forventet, men hvor den gode fysik, som "de lyseblå" besidder, viste sig at være en vigtig, medvirkende faktor i kampens udfald.

Udfaldet af weekendens kampe førte til den dejlige kendsgerning, at FC Roskilde nu bestrider 1. pladsen i divisionen, med 5 point ned til nr. 2 som er Næstved, som netop er den kommende søndags modstander - det bliver uhyggeligt spændende, men mere herom senere - lige nu glæder vi os over, at FCR's drenge gjorde det igen, og fuldt fortjent indtager den suveræne 1. plads i 2. division øst.