Utroligt hvad holdet fra domkirkebyen i øjeblikket kan diske op med. Og det uanset om det er på hjemme- eller udebane.

I søndagens udekamp mod Fremad Amager stod der FC Roskilde på næsten hele kampen. Hjemmeholdet forsøgte gang på gang at få mere styr på forløbet, men så strammede FCR bare grebet om begivenhederne igen. Og det udmøntede sig næsten hver gang i en ny scoring, så hjemmeholdet igen og igen måtte forsøge sig forfra i en offensiv mod FCR's mål, men uden at det dog førte til nogen større succes.

Igen var "score-Emil" her, der og alle vegne. Om det var på forarbejde af holdkammeraterne, eller om det var på et egenhændigt hurtigt "rush" fra midterlinien, så lykkedes det igen Emil at nette 4 gange, og adskillige modstandere må efterhånden føle sig fuldstændig rundbarberet og efterladt, som når en efterårsstorm har hærget landet.

I front tryllede også Lars Brøgger og Jesper Håkansson med en enkelt kasse til hver efter forbilledligt og utrætteligt spil, men det er alle mand på holdet, som skal have stor ros, og det er uanset, om det er de 11, der startede inde eller indskifterne, som tager over i løbet af kampen.

Det er som om, at holdet i øjeblikket næsten kan gå på vandet. Uanset hvad de foretager sig, stråler holdet af spilleglæde, godt overblik, fortrinligt "trillen" rundt med bolden, indtil en mulighed opstår, hvorefter bolden lynhurtigt bliver ført frem ad banen via en chanceskabende aflevering - og "bum", så ligger bolden atter i modstandernes netmasker.

Som holdet spiller her i efteråret, er det en fryd at følge i både hjemme- som udekampe, og det lokkede også ca. 150 FCR-supporters til Sundby Idrætspark. Det være sig i egen bil eller med den fælles bustransport, og endnu en gang blev holdet klappet ud af stadion efter kampen, og spillerne takkede de medrejsende fans for deres opbakning under kampen, som "næsten" kunne høres helt ud til Amager Fælled.

Søndagens resultater betød, at FC Roskilde udbyggede sit forspring til 4 point til 2. pladsen, som i øjeblikket indtages af Helsingør. Men lad os sige det sådan: Som de "de lyseblå" spiller i øjeblikket, så virker det som om, de er ligeglad med, hvem der ligger i forfølgerfeltet. Holdet kender åbenbart kun en vej - og det er fremad.