Med 5 kampe spillet og en pointhøst på 11 point er det tydeligt, at FCR bliver et af holdene der senere på sæsonen skal kæmpe med i topstriden om oprykning til 1. division. Vores forsvar og midtbane er stabiliseret med indkøbet af Kristian Geertsen og Andreas Sørensen og tilbagevenden af Jesper Håkansson.

Forsvaret har formået foreløbig kun at lukke to mål ind, så nu må det være op til angrebet at finde fighterviljen tilbage og vejen til modstandernes netmasker, og med folk som Emil Nielsen, Lars Brøgger Hansen, Rajko Lekic, Lasse B. Hansen, Martin Nielsen, Nikolaj Mikkelsen og Morten Walldo til rådighed til de forreste rækker må vi håbe, at cheftræner Anders Theil får blandet den rigtige cocktail, så FCR kan sætte 3 point ind på kontoen, som er en nødvendighed, hvis vi skal holde trit med toppen af divisionen.

Søndagens modstander Vanløse IF er startet efteråret behersket, men fik i weekenden sæsonens første sejr, som gik ud over Svebølle, og det har givetvis bragt gnisten tilbage i deres trup, så de møder op i Roskilde Idrætspark med nye kræfter.

Vanløse IF er jo en klub med stolte traditioner og spillere - tænk bare på de navnkundige brødrene Pettersson, Jacob Rosander, Finn Laudrup, Mads Øland, Ole Bjur. I øvrigt skal det lige nævnes, at en vis Carsten Wickmann i sin aktive fodboldkarriere også var en del af succesholdet i Vanløse.

Mød op i Roskilde Idrætspark på søndag og vær med til at løfte og heppe på vores drenge - et publikum, der støtter holdet, er 12. mand på banen.

Vel mødt.