Uafgjort på Østerbro

Efter weekendens kampe er der nu ingen klub i 2. division, der ikke har sat point til. Vore egne måtte således nøjes med 1 – 1 ude mod B 93. Et resultat, vi kan være ganske godt tilfredse med, spillet taget i betragtning.

Nu skal det siges, at B 93 er et godt hold, der spiller meget disciplineret, men hvis man tror, at de lyseblå skal gøre sig gældende i toppen, så skal der helt andre boller på suppen i fremtiden. Der er virkelig noget at arbejde med for trænerteamet de næste par dage, inden det går løs i den første egentlig topkamp, når Avarta kommer på besøg i næste weekend.

Der kunne bruges rigtig mange spaltemillimeter på en analyse over alle de ting, der ikke fungerede, som det skulle, men lad os hæfte os ved, at vi havde de chancer, der kunne have afgjort kampen til vores fordel, men enten stod en stolpe/overligger i vejen eller også var 93 målmanden på sin plads, når det gjaldt.

Hvad skal der så til for at få det til at fungere. Mere bevægelighed og så lysten til at være i boldbesiddelse både som hold og som spiller. Væk skal de lange spark op ad banen og ind skal hurtig omstilling med korte præcise pasninger frem ad banen. Vi så det momentvis i lørdags, men det kan gøres meget bedre, det ved vi. Og så vil vi som tilskuere ikke se, at frustrationerne kommer til udtryk i form af gule kort. Fodboldkampe vindes ikke med fødderne alene, hovedet skal med – på alle måder.