Optakt til FC Roskilde - FC Fredericia

Så gælder det sæsonens sidste hjemmekamp i "Ørnereden".

Kun de færreste havde vel forventet, at NordicBet Ligaen ville blive så spændende, helt frem til det sidste. Men det er ikke desto mindre tilfældet, og FC Roskilde har en af hovedrollerne i denne uhyre dramatiske afslutning. Man skal lede længe for at finde noget tilsvarende i landets næstbedste række.

FC Roskilde har fået et par foræringer, her i de seneste to runder, hvor en sejr ville have flyttet os helt op i top 3. Men holdet har ikke været i stand til at gribe disse chancer, hvor det i stedet er blevet til blot ét point i de seneste to kampe. Vores held har været, at flere af de øvrige tophold heller ikke har formået at vinde deres kampe.

På søndag skal vi tage skeen i den anden hånd og gå ud og hente de tre point. Det nærmer sig sidste udkald.

FC Fredericia, har ikke helt haft den sæson som de havde forventet, og de frister en tilværelse i den tunge ende af tabellen.

Men det skal man som bekendt ikke lade sig snyde af. Man behøver egentlig ikke notere sig andet end, at FC Fredericia i deres seneste kamp slog Hobro med 2-1. Det taler sig eget tydelige sprog. Sejren har gjort, at meget skal gå galt, hvis ikke de skal overleve i NordicBet Ligaen.

I søndags fik FC Roskilde aldrig lagt det nødvendige pres på Fremad Amager, og blev endvidere ramt af Morten Nielsens udvisning i det 71. minut, så der er ingen tvivl om, at "Hele byens hold" skal et gear eller to op, hvis sejren skal i hus i dag.

Man må forvente, at gutterne vil give alt, hvad de ejer og har i sig, kæmpe med næb og klør, og vise det store trofaste hjemmepublikum, at vi skal holde os inde i kampen om en top 3-placering helt frem til sidste spillerunde.

De første 200 betalende tilskuere får et gavekort til en cheeseburger hos McDonald's. 

Vel mødt!