Optakt FC Roskilde - KFUM Roskilde

Af Bjørn Jensen

KFUM’s Boldklub, Roskilde - eller KUMF'ERNE, som det hedder i den anden ende af byen, er med os i den nye 3. division, og det er nu fjerde gang at de to Roskildeklubber mødes i dette regi. Roskilde KFUM er stiftet 14. maj 1929. Klubben havde i mange år problemer med træningsplads med kun to timer til rådighed om  ugen i Roskilde Idrætspark.

Man kom herefter til at træne i hhv. Folkeparken og Den gamle Dyrskueplads – begge steder med omklædning i det fri – det havde RB 1906 jo også prøvet. I 1958 rykker man på Hedegårdenes Skole med omklædning på skolen og endelig i 1960 havde kommunen bygget et lille klubhus med omklædningsrum og her holdt man så til i mange år – og samme år opstod det fine medlemsblad ”Finten”, som i 60 år har haft Kurt Skjoldby som redaktør, og i mange år også som trykker -  en person som vi også har haft megen glæde af i RB 1906. I mine ungdomsår var der mange gode kampe i samme række med KFUM – jeg havde John Sørensens far, Freddy, som træner, mens Kurt stod for gutterne i KFUM – det har vi snakket meget om siden, ikke mindst til Kurt’s 80-årsdag sidste år i januar. Vi har også været dommere sammen ved vor klubbers mange indestævner - sådan kunne vi også have det med KFUM !

KFUM fyldte 50 år i 1979 og rykkede samtidig til det gode anlæg på Lillevang – et anlæg, deres altid aktive Byggefond frem til i dag fortsat med egne midler har formået at forbedre- det kan vi kun tage hatten af for.

KFUM har i flere perioder været i Danmarksserien, bl.a. i 1992, hvor de var sammen med vort 2. hold, der klarede sig pænt, selv om 1. holdet rykkede ned året efter!

Den første kamp i ”Parken” endte 1-0 til FCR (mål Andreas Maarup), mens det den 1. maj på Lillevang bev til uafgjort 1-1 – FCR’s mål scoret af Monday. Kampen var endnu et af KFUM’s skridt væk fra bunden. Efterfølgende er begge hold landet i 3. Division og nu er vi kommet til den sidste kamp i 2021, og dermed den anden kamp i denne sæson - og dermed i alt det fjerde lokale divisionsbrag mellem de to naboklubber. Kampen den 9. oktober på Lillevang endte 1-1 (Valdemar Schousboe stod for FC Roskildes mål).

FCR har 18 point ned til KFUM inden lørdagens opgør.

Begge hold har spillere i karantæne, og uanset placeringen i rækken bliver det en kamp, der har sit helt eget liv - og formodentligt et intenst og spændende opgør.

Vel mødt til årets sidste kamp - et brag af et lokalderby!