Irriterende nederlag

Sådan kan man vist bedst beskrive følelsen efter søndagens hjemmekamp mod FC Vestsjælland, som blev tabt med 0-2. Men når det er sagt, så var det helt i orden, at Ove Pedersens tropper kunne tage hjem til Slagelse med begge point. Der var desværre lige den lille forskel, der gjorde, at “FC Vestsjællænderne” kunne spille samtlige 90 minutter uden de store blottelser, mens hjemmeholdet et par gange ikke var koncentrede nok i forsvaret og ikke skarpe, eller lad os sige deciderede uheldige i modstanderens boks. Chancerne var der, men ind ville bolden ikke. Enten ramte de lyseblå opstanderen, sparkede lige ved siden af, eller også tog Slagelsekeeperen Thomas Mikkelsen sig af de meget nærgående forsøg.

Allerede efter få minutter var Roskildeholdet presset i eget felt, og da man ikke fik espederet bolden væk i en lidt tumultagtig situation, så kunne Rasmus Festersen fra tæt hold banke bolden i nettet henover Esben Madsen i målet. Og det var præcis her forskellen viste sig. I feltet var FC Vestsjælland farlige næsten hver gang, mens hjemmeholdet ikke havde samme dygtighed i den modsatte ende

Det positive var, at Roskildemandskabet spillede langt bedre end det, vi så i Esbjerg, så der er stadig grund til optimisme fremadrettet i turneringen. Så lad os se mod pokalopgøret på onsdag i Svendborg som der, hvor det vender til de lyseblås fordel igen. Og så har vi efterfølgende Hjørring ude, og dernæst AB og Næstved hjemme. Det er nok her, vi får et fingerpeg, om vi skal være i øverste halvdel af rækken, eller det bliver en kamp om at undgå nedrykning.