Året går på hæld i Ørnereden

Når dommer Aydin Uslu søndag eftermiddag fløjter opgøret mod FC Helsingør af siger vi farvel til 2018 i Ørnereden. Det er efterårets og kalenderårets sidste kamp på vores kære hjemmebane.

Efter et turbulent forår med op- og nedture lykkedes det i allersidste spillerunde at sikre overlevelse i NordicBet LIGAEN, da vi netop i Ørnereden i maj måned slog Fremad Amager 2-0 i John ’Faxe’ Jensens sidste kamp som træner for amagerkanerne.

Siden dengang har vi skiftet trænerstab, sagt farvel til en række profiler på og omkring holdet mens nye kræfter er kommet til. Christian Lønstrup og John Bredal har tegnet en ny retning for klubben, og efter de sidste tre ugers eufori skal der søndag nok en sejr i bogen.

Da vi i Christian Lønstrups "returkamp" til Helsingør Stadion i slutningen af september mødte FC Helsingør, blev det i virkeligheden en kort affære. I løbet af de første ti minutter scorede de to mål – begge efter hjørnespark – og gjorde dermed kort proces på vores besøg. Det skal vi have revancheret. Modsat sidste gang er det nu os, der er ovenpå. Både mentalt men også i bogstavelig forstand.

Mandag aften var Viborg FF nemlig på besøg i det nordsjællandske. Og med en jysk sejr på 3-1 endte FC Helsingør under nedrykningsstregen, mens vi beholdte pladsen akkurat over. Samme cifre slog vi førerholdet med for tre uger siden, hvorfor vi burde stå stærkt mod FC Helsingør i årets sidste hjemmebanekamp.

Drengene er i hvert fald klar til at gøre alt for en flot kamp, en sejr og god underholdning for FCR-supportene. Så lad os se om ikke vi kan forbedre de imponerende 14 mål fra de sidste tre kampe yderligere.

Vel mødt på stadion – og god kamp!

Kampsponsor: Red Barnet, Roskilde

Roskilde vs Helsingør


Af Bjørn Jensen

FC Helsingør er i dag en overbygning bestående af ikke mindre end syv klubber. Helsingør IF, Helsingør FC, Espergærde IF, FREM Hellebæk, Hornbæk IF, Snekkersten IF og VFK 72, og har bestået siden 2012.

Helsingør IF er stiftet 15.oktober 1899 og kom i divisionen allerede i 1931 – og var er derefter uafbrudt til 1961 og var i landets bedste række i årene 1934/35, 1935/36 og 1936/37samt alle årene med kriseturneringerne under krigen. Herefter kom en masse år i 2. og 3.division inden det i 1961 blev til nedrykning til 4.division også kaldet kvalifikationstrurneringen. Herefter var det Sjællandsserien i 1964-66, Danmarksserien fra 1967-68 og så kaldte divisionen atter. Denne gang fra 1969 til 1999/2000. Comeback i 2010/11 som Elite 3000, Helsingør (Stiftet 2005 af fem af de ovenstående klubber (Hornbæk og Espergærde var ikke med dengang)). Man er nu i gang med den 75. sæson i divisionerne – RB 1906/FC Roskilde kun 51.!

Typisk for klubberne i gamle dage var, at man havde store arbejdspladser, der kunne tiltrække spillere – værftet og færgerne i Helsingør, færgerne i Korsør, gummifabrikken i Køge og selv om vi havde mange på DAK eller Risø, så var det ikke i samme målestok.

Helsingør IF var bare en af de sjællandske klubber, hvor det er 2.holdet, man var i række med – for RB’s vedkommende i årene 1944/45 til 1954/55. RB står godt mod Helsingør IF generelt (25-2-10), mens det er modsat i FCR-tiden, hvor modstanderen alene har været FC Helsingør.

Vi var sammen med FC Helsingør i sæsonerne 2015/16 og 2016/17 hvor de rykkede op i Superligaen. Sidste møde var 9.april 2017 i Helsingør hvor hjemmeholdet vandt 1-0 for øjnene af 1.266 tilskuere. FC Roskildes to sejre kom 21/6 2014 med 1-0 på mål af Lars Brøgger og den anden sæsonpremieren den 26.juli 2015 med 3-0 (Martin Andersen, Bajram Fetai og selvmål) – begge kampe  hjemme i ”Ørnereden” – med andre ord: To kampe i træk !

Vi er nu lige over stregen – foran Helsingør – og sådan skal det også gerne være efter søndagens kamp, hvor træner Christian Lønstrup atter står foran sine gamle venner fra Sundbyen, der vandt den første kamp 3-0,  med ”Løns” ved Roskildes bænk. God kamp !

Samlet er opgørene ud som følger:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB1906 - Helsingør IF 26 18 1 7 54-29
RB1906 - Helsingør IF 2 11 7 1 3 32-21
FCR - FC Helsingør 11 2 2 7 10-19
FCR - FC Helsingør (pokal) 1 0 0 1 1-2
I ALT 49 27 4 18 97-71