FCR vandt overbevisende sejr over B93

I dagens træningskamp mod B93, der til daglig ligger i toppen af Danmarksserien, viste FCR fint spil, der ofte foregik i højt tempo, og i mange situationer med flot kombinationsspil.

Når chancerne bød sig blev de udnyttet effektivt. I hvert fald de fleste. Sejren kunne godt have været større, men med en overbevisende sejr på 3-0 - ja, faktisk var B93 stort set ikke i nærheden af en scoring - var det en tilfredsstillende indsats.

Målene blev sat ind af Emil Nielsen, der nettede to gange (til 1-0 og 3-0) og Sean Christoffersen stod for scoringen til 2-0 inden pausen.

FCR havde ikke mange af de unge spillere med, da U/19 spillede forårets første turneringskamp - netop mod B93 - og i øvrigt vandt 1-0, så holdet bestod af de mere etablerede spillere. FCR spillede solidt og var i det meste af kampen i kontrol.

B93 er ikke noget dårligt hold overhovedet og har da også flere "navne" på holdet. Fx de tidligere FCR-spillere Philip Bank, Thomas Høegh og Daniel Lindsteen. Selv assistenttræner Rene "Puden" Rasmussen har spillet mange kampe for FCR. Der er ingen tvivl om, at B93 satser på at komme tilbage i 2. division, når foråret er omme - og det virker også meget sandsynligt at det sker.

Næste lørdag tager FCR imod divisionskollegaerne fra Næstved. I disse kampe er der altid garanti for 100% fight - begge hold vil bare vinde dette opgør. Næstved har tidligere FCR-træner Martin Jungsgaard som cheftræner og Jesper Sommer som sportschef.

Så der er "lagt i kakkelovnen" til et brag af en kamp.

Mød op og støt vores gutter!