Optakt til FC Roskilde - Vanløse

Lørdag, den 18. februar 2012, spiller FC Roskilde vinterens anden træningskamp. Igen spilles kampen på kunstgræsbanen i Himmelev, kl. 11:30. Denne gang er det Vanløse, der kommer på besøg. Vanløse frister en tilværelse som nummer 11 i 2. division øst.

Vanløse har haft en del udskiftninger i truppen i løbet af vinterpausen, hvor mange stamspillere har forladt klubben. Omvendt er der også kommet en del nye spillere til - så det er spændende at se, hvor langt den nye cheftræner Morten Rutkjær er kommet med holdet.

Som optakt til træningskampen har FCR Webredaktionen haft fat i cheftræner Carsten Broe og lavet dette interview:

 

FCR Web: Du brugte hele truppen imod Elite 3000 i lørdags - vil du gøre det igen imod Vanløse?

Carsten Broe: Ja, bortset fra Tobias og Bak som sidder over igen.

 

FCR Web: Hvornår tror du vi ser Tobias og Bak i kamp igen?

Carsten Broe: Jeg tror det bliver ca. 14 dage før turneringsstarten.

 

FCR Web: Hvad vil du bruge kampen til på lørdag?

Carsten Broe: Det samme som i kampen imod Elite 3000, hvor vi fik hele truppen i gang, samt set hvor spillerne står taktisk.

 

FCR Web: Er du ellers tilfreds med det, du har set indtil nu?

Carsten Broe: Nej, jeg synes indsatsen i lørdags, i store perioder, var elendig og der var spillere på banen, som præsterede på et meget lavt niveau.

 

FCR Web: Hvad er du ikke tilfreds med i øjeblikket?

Carsten Broe: Når spillet fungerer, arbejder alle og det ser fint ud - men lige så snart at der er lidt ubalance i kampen, har vi spillere der ikke har mentalitet til at arbejde for holdet, så det skal vi ha' kigget nærmere på. Det skaber et alt for lavt bundniveau og det kan vi ikke acceptere.

 

FCR Web: Selve spillet så ellers i perioder ganske fint ud?

Carsten Broe: Ja, da Nikolaj Mikkelsen og Jacob Rasmussen var på banen, så det spændende ud, men da de gik ud lignede vi ikke et hold mere.