Thygesen skød Roskilde til sejr
Efter en overnatning på Hotel Scandic i Vejle, var drengene godt rustet til eftermiddagens udekamp i Skive - et sted der altid er svært at spille.
Begge mandskaber kom til dagens kamp med selvtillid, grundet sejr i sidste runde - og selv om det ikke var angrebsiver der sprudlede ud af spillerne fra kampens start, var der bestemt fint spil i perioder.
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at dagens kamp langt fra blev en kamp vi spilmæssigt vil kigge særlig meget tilbage på. Dog blev det til tre point - og det er vel i og for sig det vigtigste.
Højdepunkter:
30' Der skulle gå lang tid før kampens første nævneværdige chance bød sig. Andreas Kock oversprinter vores forsvarskæde og får sat en afslutning på, heldigvis går den lige forbi Schram's mål.
35' Godt og vel fem minutter senere erobrer vi bolden på midten. Morten Nielsen sender bolden fornemt videre til Mikkel Thygesen, der stiller og roligt sender bolden over keeperen og i mål til 0-1.
40' Skives Kock er endnu en gang på spil, denne gang med en afslutning på stolpen, efter en flot Schram-redning.
PAUSE
50' Kort inde i anden halvleg stod træværket igen rigtigt placeret, da Jesper Henriksen sender en afslutning afsted.
74' Kristian Lindberg erstattede Morten Nielsen i anden halvleg, og satte sit første aftryk på kampen med en flot solo-tur. Desværre blev han tacklet i afslutningsøjeblikket.
90' Et hurtigt taget indkast ender til sidst for fødderne af Mikkel Thygesen, der hamrer bolden i mål med venstreskøjten - og så er vi foran med to. Sejren er i hus og "tre på stribe" er en realitet.