Nyt fra sundhedssektoren

Når cheftræner Anders Theil skal udtage truppen til søndagens topbrag mod Næstved, kan han vælge fra en trup uden de større skader.

Dog er der - som der desværre ofte er - et par profiler, der ikke kan melde sig klar til kamp. FCR Web har fået følgende status fra holdets massør Morten Jansen:

"Jesper Håkansson - er blevet opereret for en meniskskade for godt en måned siden. Genoptræning forløber efter planen. Andreas Sørensen er også ude i længere tid med en skade.

Ellers er der kun småskavanker og mindre overbelastningsgener hos enkelte spillere, men dette klares med individuelle doseringer af træning.

Med hensyn til overbelatsningsskader har Michael Stryger lidt med den ene læg og Crille har lidt problemer med hoften.

Anders Qvist har trænet for lidt nedsat kraft de sidste par uger. Han stod over mod GVI, men spillede ca. 70 minutter mod Birkerød, uden nogen negativ reaktion dagen derpå".

Vi håber, at alle - med undtagelse af Håkansson og Andreas Sørensen, som desværre har længere udsigter til igen at kunne spille - kan melde sig klar til kampen mod Næstved. En kamp, der virkelig kan kaldes en "6 points-kamp" og som kan sende FC Roskilde tættere på en oprykning, hvis de lyseblå vikinger kan hente den 15. sejr i træk.