Nyt fra Carsten Broe

Webredaktionen har igen haft lejlighed til at stille et par spørgsmål til FC Roskildes cheftræner Carsten Broe:

 

  • Nu har vi i FCR ikke kåret Årets Spiller for året 2011, men hvis du skulle vælge årets spiller, hvem ville du så pege på?

Carsten Broe: Hvis vi nøjes med at kigge på det sidste halve år, så vil jeg starte med at se bort fra de spillere, som har haft en længervarende skade - og vi havde desværre også en periode på ca. en måned hvor vi ikke præsterede særligt godt. Men når alt det er taget i betragtning, vil jeg pege på Anders Nielsen som årets spiller.

Anders har kun været væk i én kamp og har holdt et stabilt niveau igennem hele sæsonen.

 

  • Tips Bladet har lige kåret årets hold i 1 division. Er du enig i deres valg af spillere?

Carsten Broe: Det er altid svært med disse kåringer i 1 division, vi ser jo ikke alle alle kampene.

Hvis jeg skal pege på nogle spillere, som man også kunne fremhæve, ud fra de kampe jeg har set, vil jeg pege på Jakob Haugaard fra AB som målmand, Mads Justesen fra Hobro og Mikkel Rask fra Viborg i forsvaret.

På midtbanen synes jeg Casper Henningsen fra AB, Kasper Fisker fra Hobro og Jeppe Andersen fra Vejle har haft en stor betydning for deres hold.

I angrebet kunne man pege på Oliver Lund fra AB, Kristoffer Hansen fra Blokhus, samt Jesper Lange fra Esbjerg, som alle har haft en afgørende rolle på deres hold.

 

  • Er der nogle hold i 1 division som har imponeret dig?

Carsten Broe: Jeg synes der er mange gode hold i 1 division, men især Vejle har imponeret mig - jeg tror godt de kan rykke op!

De formår at spille en god fremadrettede fodbold i højt tempo og så oven i købet med en del unge spillere på holdet, som gør det rigtig godt.

Nu kender jeg selvfølgelig Nicolai Wael godt fra vores tid sammen i SønderjyskE, så jeg er nok lidt farvet i min bedømmelse, men jeg synes han har gjort et godt stykke arbejde, og så har han modet til at ta' en del opmærksomhed i medierne, så spillerne kan koncentrere sig om de kampe de skal spille, hvilket er vigtigt i en stor klub som Vejle!