Spillere af egen avl skaber den yngste startopstilling i over otte år

14. november 2018

Med indgangen til den nye sæson blev der fra den sportslige ledelse lagt stor vægt på, at der skulle flere unge kræfter ind på holdet. I længere tid var det ønsket fansene, at holdet blev tilført yngre kræfter og flere spillere fra egne rækker fik chancen på højeste niveau. Som bekendt er det ikke noget, der sker natten over, men ved afslutningen af efterårssæsonen ser det ud til at første skridt i den rigtige retning er taget.

En opgørelse over den gennemsnitlige alder i startopstillingerne fra de sidste fire sæsoner viser, at vi i denne sæson har den yngste startellever i mange år.
Gennemsnitsalderen for de indtil videre 20 spillede kampe er på 26 år. Det er mere end et år yngre i sidste sæson, hvor gennemsnitsalderen lå på 27,1 år.

For blot tre sæsoner var det gennemsnitlige alderssnit i startopstillingen på hele 29,2 år, hvilket må siges at være barberet noget ned i 2018/2019.

Foruden en yngre startopstilling så har de unge Ørne i efteråret også tegnet sig for den yngste startopstilling siden vi den 19. september 2010 slog Viborg FF 2-1 på hjemmebane i femte spillerunde – på mål af de daværende to 23-årige Anders Qvist og Andreas Bak med Carsten Broe som træner. I den kamp lå gennemsnitsalderen på 23,5 år.

I indeværende sæson er den rekord blevet slået hele to gange – begge gange i pokalkampe. Første gang Broes otte år gamle rekord blev slået var i anden runde af SydBank Pokalen, hvor vi slog Fremad Amager 2-5 i et hæsblæsende opgør med vores egen Younes Bakiz som banens yngste på blot 19 år. Som midlertidig cheftræner havde Anders Theil valgt en startopstilling, der i snittede 23,4 år.

I den efterfølgende runde mødte vi AaB på hjemmebane. Og med Christian Lønstrup som nyudnævnt cheftræner stillede vi med en startopstilling der snittede 23,1 år. Nok en gang var Anders Qvist med til at sætte rekord – denne gang som alderspræsident og anfører på holdet. 

En del af forklaringen på den unge trup skal formentlig findes i vores mange spillere fra egne rækker. I skrivende stund er der hele syv spillere i førsteholdstruppen, der har spillet på klubbens ungdomshold. Mest kendt er nok holdets nuværende topscorer Emil Nielsen – og næstmest scorende spiller i klubbens historie –, men nye kræfter som førnævnte Younes Bakiz, Mads Julø, Mathias Kisum og Andreas Hermansen er også på vej frem. Desuden blander både vores U17- og U19-hold sig i topstriden af landets næstbedste rækker.

Spillere fra vores ungdomshold i førsteholdstruppen:

Emil Nielsen

Robert Larsen

Andreas Hermansen

Mads Julø

Jonas Jepmond

Younes Bakiz

Mathias Kisum