AB stadig FC Roskildes onde ånd

De foregående otte gange, hvor FC Roskilde og AB har krydset klinger i en divisionskamp, har FC Roskilde aldrig vundet. Det skete desværre heller ikke denne gang. Ganske som i det seneste opgør på Gladsaxe Stadion, kom FC Roskilde foran på et mål af Morten Walldo, AB fik kæmpet sig tilbage i kampen, fik udlignet og scorede sejrsmålet i overtiden.

Denne aftenkamp, hvor begge mandskaber havde hårdt brug for point, var altså igen så tæt på point, som det overhovedet kunne være – derfor var det også uudholdeligt for Hele Byens Hold i overtiden, at se et frispark bliver sparket direkte ind over muren og i nettet.

Ærgerligt, at FC Roskilde ikke fik bare det ene point, for selvom der er stadig er 15 point at spille om, og holdene omkring stregen ligger ganske tæt, ville det have lunet dejligt på et blæsende Gladsaxe Stadion.

Men overordnet set må konklusionen bare være, at AB simpelthen bare ville vinde mere end FC Roskilde – og derfor vandt de også, for i fodbold kommer man langt på vilje.

AB overraskede, faktisk hele kampen igennem, ved – modsat hvad de plejer at stå for – at skovle lange bolde ind i feltet hele kampen igennem. Det var ikke så flot fodbold men viste sig, desværre, at være effektivt nok til at få tre point.

Kampen startede med at AB viste tænder og allerede efter 2 minutters blev en hård flad bold sendt på tværs fra venstre side, men AB-angriberen snittede kun lige bolden ved modsatte stolpe.

Efter 14 minutters spil sendte Jesper Håkansson et langskud af sted – desværre susede det over mål. Minuttet efter lykkedes det FC Roskilde at bringe sig foran – AB taber bolden midt på banen, bolden opsnappes af Jeppe Kjær, der sætter den berømte fart på sit løb, hvorefter han uselvisk afleverer ud til højre, hvor en fremstormende Morten Walldo modtager bolden og sikkert udplacerer AB-målmanden til 0-1.

Fem minutter senere ender et FC Roskilde-angreb med et højt indlæg, men Anders Nielsen header lige på målmanden. Kort tid efter var Frederik Vang Larsen i aktion, da AB sender et frispark højt ind i feltet, hvor der heades på mål, men Frederik redder fint. Efter 35 minutters spil slår AB igen et indlæg, men AB’s Christian Gytkjær – der i øvrigt har spillet ungdomsfodbold i FC Roskilde, inden turen gik til Lyngby – header lige på Frederik.

FC Roskilde fik nogle knubs i løbet af kampen og minuttet efter måtte Anders Qvist til behandling med et flækket øjenbryn. Han blev dog hurtigt lappet sammen og kom på banen igen. Emil Nielsen fik senere også en flænge ved læben.

Kort før pausen mister Anders Nielsen bolden i et opspil, hvilket giver en farlig omstilling til AB, men afslutningen fra Lukas Lerager smutter lige forbi fladt ved stolpen.

Cheftræner Carsten Broe var i store træk tilfreds med indsatsen – taktikken blev nogenlunde efterlevet og der blev gået fornuftigt til vaflerne og en 0-1 føring er jo heller ikke så skidt endda.

Desværre faldt niveauet i 2. halvleg, der ikke var mere end nogle få minutter gammel, da FC Roskilde ikke får ekspederet bolden væk, hvorefter den lander i højre side, hvor Mads Brandis ubesværet kan placere bolden i modsatte side – ikke lige den start på 2. halvleg som man kunne ønske sig.

Efter 52 minutters spil viser AB tænder med et kompetent langskud, som Frederik dog klarer flot.

De næste små tyve minutter sker der ikke det store, indtil endnu en lang AB-bold bliver afvist af Nikolaj Hansen, der i situationen, på usympatisk vis, blev ”kørt midt over” af AB’s Frederik Weibel, så han falder til jorden - og bliver liggende. Der bliver, uden held, tilkaldt en læge over stadionhøjtaleren, men Hansen kommer efter noget tid til sig selv, men må forlade banen på en båre.

Fra det 56. til det 73. minut foretog Carsten Broe sine tre udskiftninger, hvilket gav lidt energi i kampen igen. Emil Nielsen har et hovedstød, der dog savner saft og kraft og i det sidste minut af den ordinære spilletid laver Håkansson en smart ”tunnel”, men sender afslutningen lige forbi målet.

Grundet Hansens ubehagelige skade, havde dommeren lagt næsten fem minutter til. I det 93. minut sker der så det, der bare ikke MÅ ske. FC Roskilde laver et lidt ærgerligt frispark lige uden for feltet. Christian Gytkjær sparker bolden flot ind over muren, helt uden chance for Frederik Vang Larsen, der bare samle bolden op og konstatere nederlaget.

At afgøre kampen i overtiden på et direkte frispark, skulle også være noget af det, der er charmen ved fodbold – men i lighed med søndagens kamp mod FC Hjørring, der scorer på deres eneste chance i kampen, virker den slags ”charmerende situationer” bare ikke særligt charmerende. Lad os håbe, at vi har mere held i sprøjten på næste søndag, så vi oplever charmen ved fodbold – det trænger vi til…

 

KAMPRAPPORT

Kamp:                 AB - FC Roskilde 2-1 (0-1)

Tid:                      Fredag, den 11. maj 2012, kl. 19:00

Sted:                   Gladsaxe Stadion

Status:                Betsafe Ligaen

Tilskuere:           ikke oplyst

Dommer:            Lars Skibild Jensen

 

Startopstilling:

Nr.       Spiller                                         

30       Frederik Vang Larsen

3          Anders Qvist

4          Ole Budtz

6          Jakob Rasmussen

7          Jeppe Kjær

10       Nicolaj Mikkelsen

15       Nikolaj Steen Hansen

18       Jesper Håkansson (anfører)

19       Anders Nielsen

20       Morten Walldo

22       Jens Mårtensen

 

Kampforløb:

Min.  Status          Spiller                                            

15     0-1                Morten Walldo, FC Roskilde

31     Advarsel      AB

49     1-1                Mads Brandis, AB

70     Advarsel      AB

80     Advarsel      Anders Nielsen, FC Roskilde

92     2-1                Christian Gytkjær, AB

 

Ind- og udskiftninger:

Min.       Ind                                          Ud                                         

56          Emil Nielsen                        Jens Mårtensen

60          Kevin Bechmann Timm     Jeppe Kjær

73          Nikolaj Hansen                    Capser Grønn

 

Ikke benyttet:

Nr.    Spiller                      

1       Esben Madsen

12     Christian Møller

17     Lasse Hansen

23     Martin Nielsen

 

FC Roskilde spiller næste brag af en kamp den 20. maj 2012, kl. 15:00, hvor turen går til Næstved.

Vi håber derfor på, at se rigtig mange tilskuere, der vil støtte Hele Byens Hold. Det var en fornøjelse at høre den store opbakning på Gladsaxe Stadion, hvor ca. 100 medrejsende trofaste støtter leverede en højlydt og flot support til FC Roskilde – på gensyn i Næstved!