Mod Lyngby i pokalen

Det blev superligamandskabet fra Lyngby, der blev trukket op af hatten som modtander til FC Roskilde, da der her fredag middag blev trukket lod på Ekstrabaldets kontor til 2. runde af DBU pokalen.

Kampen, der som følge af reglen om, at lavest rangeret hold har hjemmebane, bliver spillet i Roskilde Idrætspark onsdag den 31. august kl. 19.00, fortæller FC Roskildes direktør Kim Milton, der fulgte lodtrækningen LIVE på nettet. Milton, der glæder sig til en kamp på egen bane mod et superligamandskab, er samtidig glad for, at vi nu kan tilbyde en bane af høj kvalitet og sender en venlig tanke til kommunen, som hen over sommeren har gjort deres til, at det ikke er banens skyld, hvis vi ikke får ordentlig fodbold at se. Og så ser fodbolddirektøren frem til, at man måske kan slå publikumsrekorden for en hjemmekamp med FC Roskilde på den ene side. Vi skal op omkring de 2500 tilskuere, hvis det skal lykkes. Det var det, vi havde, da vi mødte AGF, netop i pokalturneringen for et par år siden og kun tabte knebent.

Jeg havde håbet på endnu en match mod et lavere rangeret hold, siger sportschef Jesper Sommer, da vi forelægger ham resultatet af lodtrækningen.Men når nu det skal være, så er Lyngby ikke den værste at trække. De spiller godt fodbold, men kan så absolut rystes. Deres start i superligaen har ikke været overbevisende, hvor de lige nu ligger på en næstsidsteplads med kun tre point. Vi har et hold som på en god dag kan spille op mod mange af de på papiret gode hold. Så rammer vi dagen, så er der lagt op til en pokalfight af de helt store.