FCR tabte højdramatisk arvefjendeopgør

Sæsonens første kamp i Roskilde Idrætspark blev en af den slags kampe, der indeholdte al tænkelig drama – fem mål, seks advarsler, en udvisning, et brændt straffespark, en dommer med flere kontroversielle kendelser samt beklageligvis en alvorlig skade til FC Roskildes Jesper Håkansson, der måtte en tur på Køge Sygehus, hvilket resulterede i, at holdet måtte spille kampens sidste 20 minutter med kun 10 mand – desværre blev det Nordvest FC som kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret.

Det var også en kamp, hvor FCR producerede en del chancer, som der ikke blev scoret på – desværre et problem FCR har haft i noget tid efterhånden. Nordvest FC havde dog også en del tilbud som ikke blev omsat til mål.

Allerede efter 7 minutter vender Jeppe Kjær hurtigt i feltet og afslutter – men afslutningen er lige på målmanden – i øvrigt den tidligere FCR-reservemålmand Nicklas Dannevang. Små 10 minutter senere dribler Håkansson - han tackles hvorefter bolden springer over til Christian Hansen, der desværre også afslutter lige på målmanden. Kort tid efter spiller samme Christian Hansen bolden på tværs til Jeppe, der desværre overplacerer afslutningen. Ja, tilbud var der såmænd nok af.

Minuttet efter var Nordvest FC farlige – efter et gennembrud i venstre side spilles bolden på tværs til Mohammed Asrihi, der afslutter hårdt over mål. Minuttet efter er Asrihi igen på spil – en lang bold forlænges og han kommer fri – men kommer ud i en for spids vinkel og afslutningen bliver ufarlig.

Ricki Olsen bringer Nordvest FC foran, da han – efter en indlæg fra deres højre side, der forlænges - står umarkeret ved bagerste stolpe og kan sende bolden i nettet.

I det 24. minut løftet Håkansson bolden ind i feltet – Nicolaj Hansen afslutter med tackles i skudøjeblikket. Minuttet efter får Nordvest FC en friløber men Birol Serinkanli afslutter fladt forbi mål. Fem minutter senere har Christian Hansen igen en afslutning - men igen klarer Dannevang situationen. Nordvest FC bringer sig foran med 0-2 i det 30. minut, da FCR-forsvaret spilles tyndt og den unge Nordvest-anfører, Kristian Holm, står umarkeret og kan sætte en sikker sidste fod på et flot angreb.

Et par minutter senere opbygger FCR et angreb i venstre side – bolden spilles på tværs til Jeppe Kjær der banken til bolden – men desværre lige forbi målet. FCR’s første scoring kom lige kort før pausefløjtet, da Nicolaj Hansen arbejder fint i venstre side – spiller ind til Jeppe Kjær, der sender den videre til Jesper Håkansson, der sikkert kan sende bolden i netmaskerne inde foran mål. Altid et dejligt tidspunkt at få en scoring – men det skulle vise sig ikke at være noget, der gav nævneværdigt mere vind i sejlene til FCR eller for den sags skyld knækkede Nordvest FC.

2. halvleg starter uden de helt interessante aktioner – dog har Emil Nielsen en fin afslutning, der dog desværre heller ikke ramte Nordvest-målet.

Først i den 68. minut kom en lidt speciel kendelse fra den af FCR så velkendte dommer Benjamin Helm Svedborg. Han havde dømt frispark og FCR havde stillet en mur op – bolden blev sparket ind i muren og han mener der at kunne se, at en FCR-spiller tager med hånd – der dømmes straffespark til stor protest fra FCR-spillerne. Straffesparket eksekveres af Mohammed Asrihi, men Frederik Vang Larsen i FCR-målet klarer flot og holder FCR inde i kampen.

Kampen har nu taget til i intensitet og det begynder at regne ned med advarsler fra den gode dommer. Efter 71 minutters spil, bliver Jesper Håkansson ”savet midt over” – her vælger dommeren dog ikke at trække et gult kort – og det ender med, at ”Håke” forlader banen på en båre og bliver kørt i ambulance til Køge Sygehus.

Her til aften er den glædelige melding, at der – ifølge lægen på Køge Sygehus – ikke er sket alvorlig skade med ”Håkes” knæ. Hvornår han igen kan spille vides dog ikke på nuværende tidspunkt.

Det udlignende mål kommer da indskiftede Martin Nielsen sparker et direkte frispark på mål – bolden rettes af i muren og snyder Dannevang i Nordvest-målet. Glæden er stor i FCR-lejren – men desværre også ganske kortvarig. Allerede minuttet efter lyder dommerens fløjte endnu engang – og han peger på straffesparkspletten. Med mindre end ti minutter tilbage af den ordinære spilletid, sender Nordvest FC’s Ferdinand Bangsgaard denne gang bolden i nettet til slutresultatet 2-3.

FCR kom desværre i dag ikke op på det niveau som de skal være på. Der blev misbrugt for mange chancer og det er der bare ikke råd til i dette års yderst stærke 2. division. Samtidig havde holdet et par dommerkendelser lidt imod sig, for nu at sige det diplomatisk.. Det kombineret med, at to skader gjorde, at alle udskiftninger var brugt da ”Håke” måtte forlade banen og holdet dermed kun spillede den sidste del af kampen med 10 mand, gjorde, at det blev en grim nedtur for FCR, der ellers havde sat alt ind på at rejse sig efter nederlaget til Rishøj i sæsonens første kamp.

Og for at fuldende en ærgerlig dag fik anfører Casper Grønn Larsen sit andet gule kort – og måtte dermed forlade banen – langt inde i overtiden. Denne kendelse var – når alt tages i betragtning – når også lidt hård. Men man må bare konstatere, at FCR ikke rigtig har ”dommertække”, når den gode Benjamin Helm Svedborg leder slagets gang. Grønn får to dages karantæne i 2. division – men kan godt deltage i DBU Pokalen.

KAMPRAPPORT

Kamp:                 FC Roskilde – Nordvest FC 2-3 (1-2)

Tid:                      Lørdag, den 11. august 2012, kl. 15:00

Sted:                   Roskilde Idrætspark

Status:                2. division

Tilskuere:           553

Dommer:            Benjamin Helm Svedborg

 

Startopstilling:

Nr.       Spiller                                         

30       Frederik Vang Larsen

3          Anders Qvist

4          Ole Budtz

5          Casper Grønn Larsen (anfører)

7          Jeppe Kjær

9          Emil Nielsen

10       Nicolaj Mikkelsen

11       Christian Hansen

15       Nikolaj Steen Hansen

18       Jesper Håkansson

19       Anders Nielsen

 

Kampforløb:

Min.  Status          Spiller                                            

21     0-1                Ricki Olsen (Nordvest FC)

30     0-2                Kristian Holm (Nordvest FC)

45     1-2                Jesper Håkansson (FCR)

52     Advarsel      Casper Grønn Larsen (FCR)

54     Advarsel      Aleksander Dige (Nordvest FC)

80     Advarsel      Ricki Olsen (Nordvest FC)

81     2-2                Martin Nielsen (FCR)

82     2-3                Ferdinand Bangsgaard (Nordvest FC)

                               (straffespark)

86     Advarsel      Kristoffer Dirksen (Nordvest FC)

88     Advarsel      Jeppe Kjær (FCR)

92     Advarsel      Lasse Hansen (FCR)

94     Udvisning   Casper Grønn Larsen (FCR)

 

 

Ind- og udskiftninger:

Min.       Ind                                  Ud                           

38          Martin Nielsen              Nicolai Mikkelsen

45          Rasmus Moser             Anders Nielsen

53          Lasse Hansen              Emil Nielsen

 

Ikke benyttet:

Nr.    Spiller                      

1       Lasse Sørensen

14     Sean Christoffersen

 

Næste kamp er allerede på tirsdag, hvor FCR møder BSV (Boldklubben Søllerød-Vedbæk) i 1. runde af DBU Pokalen. Kampen spilles på Rundforbi Stadion kl. 18:30.

Mød op og støt holdet!