FCR henter Benjamin Lund

Sommerens første forstærkning er på plads. 24-årige Benjamin Lund, der huserer på venstreback, er klar til at trække den lyseblå kamptrøje over hovedet, når den nye sæson sparkes i gang efter sommerpausen. 
 
Benjamin har en fortid i FC Nordsjællands ungdomsafdeling, hvorefter han fik debut på deres førstehold. Sidenhen har han på seniorniveau været forbi blandt andre Vendsyssel FF og senest B.93. 
 
Hovedpersonen selv ser meget frem til at starte i Roskilde:  
“Der har selvfølgelig ligget flere overvejelser bag mit skifte til FC Roskilde, men jeg synes helt generelt, at det er spændende og udfordrende med luftforandring. Jeg har haft gode snakke med både Anders Theil og Michael Jørgensen, der har overbevist mig om et spændende projekt, med målsætninger der matcher mine. 
Jeg tror på, at det kan blive en fed rejse, der i første omgang drejer sig om oprykning - men på længere sigt 1. Division igen. Jeg kender Magnus Krogh, der også kun har talt positivt om klubben og miljøet, og om den anderledes tilgang Michael har til fodbolden, hvor man kommer tilbage til skolegården og finder glæden.
 
Michael har fortalt mig, at han søger spillere der kan tænke selv og spillere der er klar til at få frihed under ansvar, når de træder på banen - hvilket er noget jeg føler mig godt tilpas med. Han har en offensiv tilgang til spillet og jeg er en offensiv back, så jeg ser det som et rigtig godt match. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang efter sommerpausen.”
 
FC Roskildes sportschef, Anders Theil, glæder sig over første tilføjelse til truppen:
“Jeg ser Benjamin som en klar forstærkning af truppen. Han har spillet både Superliga, 1 Division og 2 Division og har mange kampe på CV’et. Han er rigtig dygtig på bolden og vil gerne med frem og være en del af afslutningsspillet. Som venstreback er det noget vi søger, i forhold til den måde vi gerne vil gøre tingene på. Det bliver uden tvivl rigtig spændende at følge ham i FCR-trøjen.”
 
Velkommen til, Benjamin!

Benjamin Lund underskriver kontrakten med FC Roskilde.