Anders ”Nille” Nielsen fortsætter i FCR

5. januar 2019

En sand klublegende spiller også i Ørnereden i foråret.

Med 246 kampe for FC Roskilde har Anders Nielsen i løbet af de sidste 12 år i høj grad tegnet FC Roskilde og klubbens værdier. Det kommer han fortsat til, da han og klubben er blevet enige om en forlængelse af den kontrakt, der udløb ved årsskiftet.

Det betyder meget for klubben mener klubbens sportschef: "Det er en yderst god nyhed, at Anders har valgt at forlænge med FC Roskilde. ”Nille” er en af truppens mest rutinerede spillere – og en yderst vigtig kulturbærer med de helt rigtige værdier", siger Anders Theil og tilføjer om et hektisk efterår: "i løbet af efteråret havde Anders en vigtig rolle, da vi fik vendt den pointfattige høst til et delvist godkendt efterår.

I løbet af efteråret blev det til 14 kampe for ”Nille”, der kun missede fem kampe - alle på grund af skader. Han blev desuden tilskrevet tre assists og et enkelt mål. Målet faldt i 3-0-sejren på hjemmebane mod Hvidovre IF.

"Nille" arbejder altid hårdt for holdet, han er hurtig og går 100% ind i nærkampene. Lige så hård og kompromisløs han er på banen, lige så sympatisk en gentleman er han uden for banen.

Anders ”Nille” Nielsen skiftede til FC Roskilde i januar 2007 og har – bortset fra to år i HB Køge – været en nøglespiller lige siden.

Her banker altid hårdtarbejdende Anders "Nille" Nielsen bolden i mål til 2-0 mod Hvidovre (23. september 2018). Kampen endte 3-0 og blev Ørnenes første sejr i efteråret.