Supermål X 2 mod Fredericia

Det er sjældent, at man står den situation at skulle vælge mellem to scoringer, når man skal kåre, ikke kun kampens bedste mål, men måske sæsonens bedste. Men det er tilfældet efter søndagens opgør mod FC Fredericia. For bare 11 minutter inde i kampen på Idrætsparkens flotte grønsvær hamrede Jens Mårtensen et brag af et skud af sted fra 30 meters afstand til højre for målet og bolden kilede sig lige ind på undersiden af overliggende, hvordan den sprang ned bag målmand og streg til en 1-0 føring til de lyseblå. Et fantastisk mål – ganske enkelt.

Fredericia er dog ikke tophold for ingenting. Det er, som vi skrev før kampen, et godt spillede hold med gode folk på stort set alle pladser, og tæt på den halve time får de korrekt tilkendt et straffespark, som Søren Pallesen tog sig af, og selvom straffesparksdræberen Frederik Vang, der efter sin indsats i onsdagens pokalkamp havde fået genvalg, havde hænderne på, så endte bolden alligevel i nettet til en udligning. 1-1 ved pausen, hvilket var helt efter spil og chancer.

Der skulle herefter kun gå otte minutter af anden halvleg før Fredericia bragte sig i front. Et lidt tilfældigt mål, hvor Sanel Kapidzic var hurtigst efter en halvklaring af Vang. Man kunne så godt frygte, at hjemmeholdet ville gå ned med trætte ben efter onsdagens pokaltriumf mod Lyngby, og man kunne da også godt se, at trætheden begyndte at melde sig. Dette til trods var der stadig en fantastisk kampånd tilbage hos holdet, der sloges om hver bold, og stadig vandt lige så mange dueller som modstanderne og kun fire minutter efter ude-holdets føringsmål, var der igen balance i regnskabet. Denne gang var det hjemmeholdet, der fik straffespark og Anders Nielsen var usvigelig sikker fra 11 meter pletten.

Kan vi bare holde den, tror jeg, var den gennemgående holdning hos de mange FCR tilskuere, men drengene ville heldigvis noget andet, og med godt et kvarter igen blev vi vidne til endnu en klassescoring. Et indlæg blev af venner og fjender i Fredericias straffesparksfelt sendt lodret op i luften og efter et enkelt efterfølgende ”bunch” kastede Jesper Håkansson sig rundt i luften og saksesparkede bolden i nettet til en 3-2. Det vil ikke være fair at dømme det ene mål bedre end det andet, men ingen tvivl om, at det var to supermål, der begge kan fortjene at få prædikatet, “sæsonens bedste mål”. I stedet for at dømme, så efterspørger vi bare flere af den slags. Og husk så, at det også er en kunst at omsætte et spark fra 11 meterpletten til noget, der giver sig udslag på resultattavlen.

Det lykkedes holdet fra domkirkebyen at holde stillingen 3-2 kanpen ud, og vi kan konstatere, at FC Roskilde nu er oppe på siden af netop modstanderne og Viborg som begge også har 7 point efter fire kampe. En stor sejr til holdet og træner-teamet. Sidste år på samme tid havde vi bare et point.

Næste gang gælder det så Esbjerg på udebane. En kamp, der starter allerede kl. 13.45, fordi den er udvalgt som TV kamp af TV2 Sport.