Nu er det alvor!

3. marts 2018

FC Roskildes spillertrup og stab er i eftermiddag draget nordpå for at tage hul på forårsturneringens første kamp.

Turen går til Hjørring, hvor top 3-holdet, Vendsyssel FF, venter i morgen kl. 13:45. Hjemmeholdet har haft en fremragende opstart på 2018 med sejre i alle træningskampene, herunder en 2-0 sejr over FCM.

Selv om den slags naturligvis aftvinger stor respekt, så er det ikke første gang i historien, at et hold har været stærke i testkampene, men så alligevel ikke præsterer på helt samme niveau, når der spilles om point. Det bliver spændende at følge.

Der er dog ingen tvivl om, at der venter vores drenge en svær kamp, og hjemmeholdets trænerstab, bestående af Erik Rasmussen, Jens Berthel Askou og Karim Zaza, råder over en særdeles kompetent trup. Spillere som anfører Christian Overbye, Kasper Povlsen og Morten Knudsen, samt offensive trumfkort som f.eks. Jeppe Illum, Marcus Solberg og Brandäo vidner om høj kvalitet.

Vi har selv arbejdet med et nyt spillesystem og Rasmus Monnerup har afprøvet forskellige ting i testkampene, så resultaterne har været svingende. Seneste kamp mod Malmö FF viste dog rigtig fornuftige takter og giver håb om en overraskelse i morgen. For Vendsyssel FF må påtage sig favoritrollen, når det går løs i morgen på Nord Energi Arena i Hjørring.

"Hele byens hold" har en sund respekt for nordjyderne, men omvendt er der også en tro på egne evner.

Her kan du høre seneste interview med cheftræner Monnerup.

Roskilde vs Vendsyssel FF


Af Bjørn Jensen

Vendsyssel Forenede Fodboldklubber er en overbygning af 1. seniorholdet fra FC Hjørring (oprettet den 1.7.2006 som prof.afd. af Hjørring IF) og startede den 24.juni 2013.

Hjørring IF er en gammel klub, der startede med Hjørring GF i 1886, Hjørring Cricketklub i 1899 og Hjørring FK i 1892. Det blev til Hjørring fS i 1919 og senere  1921 til Hjørring Idrætsforening.

Hjørring IF kom første gang i Divisionen i 1958 – et år før RB 1906 – og siden er det blevet til 26 sæsoner i diverse rækker, og første gang i næstbedste række i 2010/11. I RB-tiden blev til kun til ét nederlag til Hjørring (9. april 2000 , 0-2 i Hjørring/ RB rykkede ned i DS), mens FCR´s to nederlag bl.a. var den vigtige kamp om at undgå nedrykning i sæsonen 2011/12, hvor Hjørring tog hjem den 6. maj 2012 med en 1-0 sejr.

Alle møderne har været i anden- eller trejebedste række og de første i årene 1959-61, 1980 og 1982 i 3.division – senere i 2. division (3. niveau) i 1999/2000 og som FCR i 2004/2005. Sidst har været i 1.division i 2010/11 og 2011/12 og altså nu igen i sæsonerne 2014/15, 2015/16, 2016/17 og nu senest 2017/18.

I sidste sæson blev til en snitter på 0-5 i første kamp i Hjørring, mens vi var direkte uheldige med de næste to uafgjorte kampe (2-2 i Hjørring) og 0-0 den 7. maj i Roskilde hvor vor egen gamle målmand, Jesper Christiansen, reddede det ene point med hjem til Vendsyssel.

Vi var ikke helt i omdrejninger endnu, mens Vendsyssel var med i den bedste del af rækken, da vi hjemme den 2. september 2017 tabte 0-2 til vendelboerne, men vi er væsentlig længere fremme i dag og er netop vendt hjem fra en rigtig god træningslejr i Tyrkiet, så det bliver spændende, at se hvordan det går søndag eftermiddag i Hjørring.

I alt ser det efter 28 indbyrdes opgør ud som følger (Godt for RB/FCR i Hjørring-tiden, men absolut ikke godt i Vendsyssel-tiden):

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB 1906 - Hjørring IF 12 9 2 1 25-9
FC Roskilde - Hjrring F 6 3 1 2 6-3
FC Roskilde - Vendsyssel FF 10 2 2 6 8-17
I ALT 28 14 5 9 39-29